Geraci Siculo

Geraci Siculo er en lille naboby til Castelbuono ca. 25 km længere mod syd og dermed længere inde i Madonie. Siculo betyder siciliansk, og i daglig omtale kaldes byen kun Geraci. Den er beliggende omkring 1000 m over havet, så i Geraci er der rigtig vinter et par måneder om året.
Der er i størrelsesordenen 2000 indbyggere i byen, der består en nyere del med boligbebyggelse og den gamle historiske del dateret helt tilbage fra arabernes tid, hvilket de snævre stræder er et tydeligt bevis på. Syd i byen ser man resterne af slottet, hvor familien Ventigmiglia holdt til, inden familien flyttede til Castelbuono omkring 1400-tallet. Geraci er en hyggelig lille by, hvor man kan få et udemærket måltid i en af barerne.
En naturlig vandåre i Geraci-bjergene har dannet grundlag for en stor virksomhed, der leverer det bedste drikkevand, man kan tænke sig. Vandet hedder "Geraci". Derudover ernærer befolkningen sig ved landbrug og dyrehold, kvæg, får og geder.
Ligeledes kommer grundlæggeren af supermarkedskæden "Conad" fra Geraci. Disse forretninger er at finde i hele Italien.

mere om Geraci

Webmaster og design: domoras - Dorte Møller Rasmussen